Så er jeg igen kommet i ballade, da min tydelige afsky på mystisk vis tolkes som flirteri. Det faste restaurant trekløver (min mor, min kone og mig selv) sidder på Mon Amour i nærheden af Gråbrødre Torv og skal nyde frugterne af et vel indkøbt SweetDeal tilbud. Det er hverken første eller sidste gang, at vi er på denne restaurant, og jeg (den evige dyreven) glædes yderligere over, at deres tarteletter åbenbart laves med frilandskylling, OG at de ikke længere har foie gras på menuen.

Vi sidder lystigt og spiser en smovsende lækker champignon suppe, moules frites (altså til mor og jeg, for fruen skal naturligvis have en solid bøf med fritter og pebersauce), da nabobordet okkuperes af the real life Fritz og Poul. Vi taler sateme charmeklud, affekteret dialekt og hele shittet. Det er ren underholdning, men ødelægges af den fedtede fætter i nusset polo, der åbenbart har fået snydt sig med.

Og her starter balladen, da Fætter Fedt-Polo brovtende brøler til tjeneren (der i øvrigt også er ejeren) “Får I ikke snart Foie Gras igen? I havde det heller ikke sidst. Du må se at få det hjem igen!” og HER ved alle, der kender mig, at jeg ser rødt. Dette udløser et målrettet og direkte væmmende blik i Fætter Fedt-Polo’s retning, og jeg viger absolut ikke bort, da han fanger mit blik. Sikke en klovn. Og det bliver sateme ikke bedre, da han så inhalerer sin suppe i decideret ulækker stil få minutter senere.

Fritz og Poul derimod har meget mere pli. De nyder – og roser – maden, som de betaler meget mere for end os andre med SweetDeal, men bevares, jeg under Mon Amour denne ekstra indtjening, hvilket kun øges af, at de principielt skal have den dyreste vin på kortet, der forsvinder som dug for solen. Ideelle restaurantgæster, hvis de ville undlade at medbringe det tredie hjul. Men desværre kommer min afsky meget dårligt frem til modtageren, der pludselig bliver min største fan og stirrer hæmningsløst.

Godt jeg er lykkeligt gift, for jeg ville da umuligt kunne finde en mage, men til gengæld have skræmmende nemt ved at få en nusset stalker. Også min kone fanger hurtigt dette, da hun (heldigvis!) sidder mellem mig og min nye fan. Jeg bliver dog alligevel fulgt hele vejen ud af restauranten med Fætter Fedt-Polo’s øjne fast på min person, og her er det så, jeg overvejer af snave fruen i gulvet – bare for ligesom at sætte dét på plads – men jeg dropper det og “nøjes” med at kysse hende, da vi er væk fra hans lumre åsyn.

Han havde sgu fået nok underholdning for et måltid, og mens jeg håber aldrig at se ham igen, så ser jeg gerne Fritz og Poul, for de var sgu nogle guttermænd i forhold til både mad, personale og resten af gæsterne – selvom de var helt ekstremt stereotype, men jeg ser da tydeligt, hvor Rytteriet får inspiration fra. Disse to mænd sikrer jo, at humoren skriver sig selv.