For pokker da, hvor kan jeg bare tiltrække alle vinderne – hvad end jeg er i S-toget eller biografen! Således var jeg en rolig mandag inde og nyde tredje film i vores CPH PIX filmeventyr for 2014. Det var en indonesisk (!) actionbasker af absolut bedste skuffe – en 2’er der fuldt ud levede op til 1’eren, som vi så til sidste års CPH PIX.

Men for fanden da også, hvorfor skal lille jeg partout lande bag det højeste handyr i biffen, der desuden – som eneste gæst i salen – skal sidde rank, som han er, i sin vældige højde. Jeg er sådan set vant til denne udfordring (det hører sig ligesom til, når man er 160 cm MEGET ivrig biografgænger), men nu er mit indonesiske ret rustent, og derfor er jeg ret undtagelsesvis dybt afhængig af de fandens undertekster. Oh well, jeg fik da øvet mig i at sidde ret rank med helt strakt hals og periodisk voldsomme ryk i sædet, når jeg kun kunne fange hele sætninger ved at læse halvdelen på den ene side af Hr. Rank og den anden halvdel på modsatte side… Godt fruen og jeg sad på love seats med rigelig plads.

Denne high tower person var dog langt fra det mest udfordrende ved dette biografbesøg. Den plads går nemlig til min sidemand – altså modsatte side af Wifey. Her havde jeg nemlig fornøjelsen af en forkølet teenager med jordens største slikpose. Translation: et psykose fremkaldende sutte, slubre, smaske og KNASE helvede af den anden verden! Knægten kunne jo for helvede ikke trække vejret gennem næsen, men det afholdt ham ikke fra non-stop at fylde noget i kæften. Og her skal det bemærkes, at filmen havde en spilletid på 2,5 time! Ej okay, han holdt da kunstpauser, når han skulle patte lidt på sin sodavand – halvliters plastikflaske med energidrik, naturligvis. Men jeg er bare dybt taknemmelig for i det mindste at have undgået den uundgåelige leg – og dertilhørende larm – med sugerøret i papkrus varianten. Til gengæld fik jeg fornøjelsen af at få flasken i skødet et par gange, da det tilsyneladende er meget svært at ramme en kopholder, når man er en drengerøv fyldt med snotbobler! Nå ja, og kulsyredrikken – igen kombineret med den vældige inhalering af luft under slikspisningen – havde da også den charmerende bivirkning, at knægten løbende ræbede sig lifligt. Lovely!

Bonus: Inden filmen var vi på restaurant og få nordisk tapas på Restaurant nr. 4. Lækker mad, der klart kan anbefales.  Lidt mindre lækkert var det dog, da en lille knægt på max. 2 år endelig fik overbevist sine forældre om, at han vitterligt var syg. Den helt tydelige og voldsomme barnehost var tilsyneladende ikke nok til, at mor og far ville gå glip af restaurantbesøget, men den pludselig opkast fik dem hurtigt på andre tanker. Og eftersom han fik samme menu som forældrene (?!), kan jeg levende forestille mig, hvorfor gæsterne nærmest dette bord hurtigt bad om at få et vindue åbnet. Lad os bare sige, at menuen indeholdt en del seafood – herunder røgede østers, rå laks og rimmet torsk! Men desserten tog de så med hjem, og det stakkels restaurantpersonale – der håndterede situationen perfekt – gik i gang med omfattende rengøringsarbejde. Vi sad heldigvis i modsatte ende af restauranten og hørte kun om dette – lidt heldig har man vel lov til at være!