Nedenstående drama fandt faktisk sted for over en måned siden, men dengang fik jeg ikke delt min version af begivenhederne – Nadja fik dog omtalt det kort på Facebook, men uden detaljer om hvilket indre drama jeg var igennem. Heldigvis er jeg midt i en “30 day challenge”, hvor jeg skal skrive hver dag, og så kunne jeg jo passende udnytte muligheden til at fortælle det hele fra min side. Jeg husker det stadig, som var det sket i nat. Det var frygteligt… men nyd endelig følgende afdæmpede beskrivelse af eventyret:

Så er freden forbi!!! Vågner kl. 2:30 natten til søndag, da vores dejlige et-øjede vagthund er begyndt at gø – hvilket meget sjældent sker – og det er hendes helt dybe “vagt/angreb” gøen. Vi kalder på hende, men det hjælper ikke, og efterhånden som vi vågner, indser vi, at hun lyder underligt langt væk. Jeg springer derfor (bogstavlig talt) ud af sengen med beskeden: “Du er sindssyg, hvis du tror, jeg gør det her alene”, da vi – som sædvanligt – har sluttet forrige aften med en god gyser. Men min indre kriger er naturligvis nu i fuld beredskab.

Så med hustruen bag mig, tonser vi ned ad trappen, stadig kaldende på hundebarnet, og mødes af et af mine største skræmmesyn fra gyserfilm: En dør, der står fuldstændig åben! Ikke på klem eller halvt åben, men på vid gab ud til den farlige omverden. Heldigvis “kun” ud til baghaven, men ingen døre kan gå op af sig selv i dette hus, og vores dejlige franske bulldog, Isabel, har altså en kendt aversion mod at skubbe døre op.

Nu går der derfor lige horror-fornuft i den, og vi får Isabel ind, lukker havedøren, og SÅ skal alle værelser tjekkes. Men altså (naturligvis) uden resultat. Min kære kone synes dog pludselig at mindes, hun måske ikke har lukket havedøren helt om aftenen. Hvordan i alverden dét overhovedet er muligt, kan en tvangsneurotiker som mig SLET ikke forstå, og det afholder ikke mig fra at ligge fuldstændig stille i sengen, pakket HELT ind i dynen og i ren ugle-aktion med store øjne den næste halvanden time.

Min søde kone prøver roligt, efter 10-15 minutter, at spørge om jeg er okay og får prompte svaret “Nej. Det er jeg ikke. Overhovedet!”

Det er dog ikke en eventuel indbrudstyv, jeg er bange for. Og jeg var allerede klar over, hvad jeg ville bruge som våben, hvis dét skulle blive aktuelt, hvilket ikke ville gå stille eller blidt af sig – jeg kan afsløre at hurtigste rullefald hen til en golfkølle var planlagt, mens Nadja dog foreslog at kaste med den store Pilates bold, for som hun siger “Det ville ingen sgu forvente!”.

Men nej, det er altså (desværre) de mere “Paranormal Activity”-agtige muligheder, der holder mig vågen midt om natten. Jeg vågnede derfor søndag med massiv spændingshovedpine, eftersom jeg i timevis har ligget krampagtigt og holdt fast i dynen med den ene hånd og Nadja’s T-shirt med den anden. Vi snakker totalt jerngreb med hvide knoer, for hvis nogen eller noget skal napse mig, bliver det fandme ikke uden en kamp.

Jeg er her dog stadig, men går ikke i seng uden at tjekke havedøren 4-8 gange fremover. Det bliver først virkelig problematisk, hvis den alligevel pludselig står åben igen!!!