Så for pokker, nu gik den ikke længere med succes på stribe. Vi er nået til dag 3, og dermed kom turen til Nam Nam på Vesterbrogade. Det skal siges, at vi valgte Nam Nam, efter vi havde en fantastisk god oplevelse i løbet af foråret 2014. Heldigvis var jeg på forhånd advaret om, at jeg nok skulle forvente mig noget andet af besøget i forbindelse med Dining Week, da min kollega – efter anbefaling fra mig – havde valgt at købe Dining Week billet til Nam Nam allerede mandag. Her var oplevelsen, at maden smagte godt, men at der var alt for lidt af den.

Vores oplevelse kom dog rigtig skidt fra start allerede inden første ret. Indledningsvist står vi – sammen med en anden gruppe på fire personer – og venter godt 5 minutter inde i restauranten, før vores tilstedeværelse overhovedet anerkendes. Hvis man tager imod bordreservationer fra kl. 17, så skal man altså også være klar kl. 17 og gerne 5-10 minutter før og ikke efter.

Vi modtages dog af en sød tjener, der viser os hen til vores bord og hurtigt kommer med drinksmenuen. Klart en positiv udvikling med denne smilende og venlige unge kvinde, hvilket heldigvis holdt resten af aftenen. Derimod var der en mand (overtjener/managertype), der absolut ikke havde styr på noget, og ofte vandrede rundt med retter i forkert retning.

Nå, men vi sidder ved bordet, og jeg bemærker som det første, at der står de flasker Pellegrino, som hører med til Dining Week menuen, men af uransagelige årsager står de klar på alle borde allerede, OG samtlige flasker er åbne og står uden deres skruelåg. Det er et absolut “no go” at lade flasker stå åbne, så de bliver både flade og varme… foruden at det bare er utrygt, for hvad er der egentlig i flasker, som man ser med indhold, men ikke har set blive åbnet?

Vi sidder med udsigt til køkkenet, hvilket er interessant nok, men også ret larmende, og samtidig også direkte foran døren, så der jævnligt bliver ret koldt. Noget som gæsterne omkring os også bemærker. Ventetiden før forretten kom var ca. 20 minutter, hvilket naturligvis er helt unødvendigt, når det er en kold forret, og vi alle (både gæster og restaurantører) ved, at præmissen ved Dining Week er, at vi er på begrænset tid.

Forretten kommer dog og smager fantastisk, men vi er tydeligvis heldige, at vi er tre, da vi får forholdsmæssigt langt mere end bordene med kun to personer. Derudover har jeg meget svært ved at finde noget mango i retten, ligesom mængden af laks er meget begrænset. Lidt mystisk, da det reelt må forventes at være den primære ingrediens i en Asian Ceviche, der beskrives således:

Asian Ceviche
Laks råmarineret i limesaft, serveret med mango, fennikel, rød peber, rødløg, sesamolie, korianderfrø og -blade

Derefter kom hovedretten (dog først efter en halv times tid), hvor vi fik en skål ris af passende mængde, men hvor selve proteindelen var meget mangelfuld, da der var meget lidt kød (og en ret stor andel af kødet var rent fedt) og endnu værre, var der meget lidt sauce. Det smagte vidunderligt, men selvom ingen af os er de vilde sovse-spisere, så endte vi alligevel med at spise cirka en trediedel af risene uden den mindste smule vådt til.

Til gengæld fik vi ingen ny tallerken mellem forret og hovedret – noget der fint kunne være acceptabelt, hvis der lige fulgte en forklaring med (flere andre bad direkte om nye og fik naturligvis dette). Dermed kunne man passende få noget af den syrligere marinade fra forretten suget op via risene.

Hovedretten var beskrevet på følgende vis:

Braiseret svinebryst i karry og ingefærblomst serveret med ris og salat af ananas, chili og agurk.

Og i forhold til den der dejligt friske salat, der skulle bestå af agurk, ananas og chili – en vindende kombination for mig – så var det ikke ligefrem, hvad vi reelt fik…

Der var nemlig ikke den mindste smule chili i den salat, men til gengæld var der voldsomme mængder rå rødløg i store stykker. Og lige så fantastisk lækre de marinerede rødløg i forretten var, lige så decideret ubehageligt er det at få en salat, der består af lige mængder helt utilberedt rødløg, agurk og ananas. Så vi spiste de sidste tre stykker ananas fra ovenstående billede og leverede et kvart rødløg tilbage, med en venlig kommentar om, at det måske var lige i overkanten med så mange rødløg.

Desserten var et absolut højdepunkt, omend den omtalte kokosvaffel i dén grad smagte præcis som en almindelig sprød smørvaffel. Bevares, den var lækker sprød og helt i top, men smagte absolut ikke af kokos. Ellers var alt dog virkelig lækkert ved desserten!

Den største udfordring ved Nam Nam var klart, at de lod til at have sat sig alt for hårdt for. Man fornemmede klart, at man var en andenrangsgæst, der blev placeret i ventesalen, mens de rigtige gæster sad inde bag ved i den “rigtige” restaurant.

Det er også eneste sted, vi har oplevet, at en restaurant både kører Dining Week, almindeligt menukort og såmænd da også Take Away til dem, der kom og hentede dette – eftersom næsten samtlige (hvis ikke alle) Dining Week gæster sad ude i velkomsthallen, så var det jo nemt at følge med i alt. Inklusiv det faktum, at retterne havde en tendens til at stå klar i køkkenet lidt for længe.

Her vil jeg dog lige slå fast, at køkkenpersonalet kæmpede en brav kamp og leverede varen på en måde, som sagtens tåler, at vi som gæster kan følge med i det hele. Også tjenerne løb rundt og var super effektive og venlige – de fleste i hvert fald – så det jeg egentlig har et problem med er, at man fra restaurantledelsens side vælger at ville det hele på én gang… og så kan man simpelthen ikke levere varen. Derfor står denne oplevelse i skærende kontrast til, hvad vi ellers har oplevet til samtlige andre Dining Week besøg. Både i år og andre år!