Jeg har indset, at mine offentlig transport-historier kun er fra S-toget, men egentlig startede min karriere som pendler med de fine gule busser, der kører i hele Hovedstadsområdet.

Mit umiddelbart tidligste (eller i hvert fald tydeligste) minde er nemlig fra bus 42 eller 43, når jeg skulle fra Søborg Hovedgade og ind til Pilestræde. Jeg skulle ind til Berlingske, der i øvrigt var en herlig tid, men morgen pendler-turen var en fast prøvelse.

Især én passager var af alle de vanlige pendlere kendt som en særling. Han var en lidt ældre herre – eller rettere, han var nok reelt omkring de 60 år, men virkede som en sur, gammel mand – der altid havde gang i sit gebis og råbte ad chaufførerne, der dog var vant til ham.

Tillad mig at uddybe; Han sad altid og suttede på sit gebis, mens han klikkede med bisserne og skubbede undermunden ud og ind af munden på dybt neurotisk vis. Dette skete, mens hans sad med sin Dansk Folkeparti mulepose (of course!) på skødet som en eller anden Misse Møhge. Alligevel var hans gebis-neuroser nærmest det mest formildende ved ham, for hans virkelige dårlige vane var, at han råbte til chaufføren, hver gang vi holdt stille. “Kør nu!” brølede han, eller prustede og sukkede højlydt “Hvorfor kører han ikke?! Kom nuuuu!”, mens han kiggede på os andre pendlere, der skiftevis ignorerede ham eller fik nok og skarpt svarede “Fordi der er rødt!” og pegede frem mod lyskrydset.

Forestil jer lige myldretiden i indre by med en mand, der konstant sidder og klasker gebisset rundt i hele kæften eller råber ad chaufføren på en måde, som kun en virkelig heftig omgang Tourette syndrom normalt ville være skyld i.

Det skal lige siges, at alle nye pendlere – inklusiv undertegnede blide due – i starten havde lidt ondt af denne ældre mand, der tydeligvis er overordentlig frustreret med både tænderne og trafikken, men så skal man bare opleve ham med en yngre kvinde.

Jeg begik selv den fejl at sætte mig ved siden af ham. Sædet ved hans side var nemlig altid ledigt, og man fandt hurtigt ud af hvorfor. Var det en mand, der satte sig ved ham, så var han tydeligt irriteret og råbte endnu mere af trafikken og tænderne var ved at flyve ind i nakken på passageren foran.

Var det derimod en kvinde, så kom der en nærmest ukontrolabel brunstighed op i ham, hvilket kom tydeligt til udtryk ved, at han stirrede. Fuldstændigt uden hæmninger, og med kun få centimeters afstand, på kvindens ansigt, hals og – i særdeleshed – brystkasse. Udseendet på kvinden var egentlig ret ligegyldigt, så på den vis må man jo anerkende hans meget brede smag, men hans nærmest stønnende åndedræt og intense opmærksomhed var virkelig uhumsk. De fleste kvinder opgav efter ret kort tid og valgte at stå eller finde en anden plads, og man begik helt sikkert kun den fejl én gang.

Udfordringen for nye pendlere var bare, at han altid var underligt smilende og friskt rejste sig med sin Dansk Folkeparti mulepose i favnen og nærmest bukkede og viste vej til den ledige plads, når en ny kvindelig passager – dejlig frisk fra fadet – kom på banen.

Bemærk, han tog aldrig selv vinduespladsen, og dermed blev de stakkels ofre virkelig fanget. Mænd måtte selv bede om at få pladsen og fik et irriteret grynt som svar, mens han svingede benene ud til siden for at give plads til, at de kunne kravle ind. De tog jo for pokker pladsen fra et potentielt kvindemenneske, hvilket absolut ikke var populært.

Eneste fordel – for os andre pendlere altså – var at han hverken suttede eller klikkede med bisserne, når der var en kvinde i nettet, ligesom han også helt glemte at råbe af chaufføren… Så min pointe med denne historie er vel egentlig, at intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.