Så er det vist blevet tid til en lille S-tog historie.

Der er nemlig overraskende mange med toget, når man tænker på at det er vinterferie, men selv på den værste dag (mandag morgen) fandt jeg en god vinduesplads. Desværre opdagede jeg hurtigt – men dog for sent – hvorfor denne plads ikke var taget; Overfor sad en kvinde omkring de 30 år med jakken kun halvvejs på, lettere rodet morgenhår og små røde øjne med matchende næse. Altså en tikkende sygdomsbombe! Det blev derfor tid til en tour de force af “Åh hvor er jeg syg” og jeg havde billet til første række.

Første akt: Hun hoster lidt og glemmer næsten konsekvent at holde sig for munden – sygdomshostens vind blæser også i min retning og den lugter ærlig talt af lort.

Anden akt: Der skal skrues op for opmærksomheden, så nu efterfølges de små host af ynkelig støn og semi-rallende “Åhh” udbrud, hvilket kun giver mig en næsten helt ustyrlig trang til at brøle “DU FÅR INGEN SYMPATI HER, DIN SNOT-TERRORIST! SÅ GÅ DOG HJEM!”. Men jeg er godt opdraget og holder mig i skindet. Jeg er dog ved at få nok og vil gå ud i mellemgangen, men bakteriebomben begynder at pakke sammen og bliver så distraheret af sin mobil, at hun glemmer både at hoste og klynke.

Tredie *og sidste* akt: Nu tager det til gengæld fart, da showet snart er slut og kvindemennesket skal stå af toget. Vi er gået over til ægte småbørnehost med tungen ude af munden og ikke en hånd eller arm i nærheden til at dække for udsynet og/eller fange bakterierne.

Og så kommer vi til afslutningen… eller skulle jeg sige afSUTningen?! Ja, faktisk, for nu presses tommelfingeren op i det ene røde næsebor for derefter at blive suttet heftigt på efterfølgende. Tilsyneladende var det dog ikke nok for nu kom turen til pegefingeren. Her mistede jeg alt pli og stirrede simpelthen direkte på både mennesket og aktiviteten hvilket heldigvis var nok til at afværge den igangsatte bussemandsjagt.

Vi var desuden nået til Nørreport, hvor snotboblen skulle af og mens jeg, for første gang i over 20 minutter, turde trække vejret ordentligt, kunne jeg kun ønske hendes stakkels kolleger og omgangskreds held og lykke.

Pas nu godt på jer selv derude – både i tog, bus og alle andre steder.