Helt ærligt, jeg indrømmer blankt, at jeg er super lummer og har en tankegang, der ofte går direkte til de seksuelle undertoner i alle sammenhænge. Jeg er jo egentlig ret stolt af det.

Alligevel kan jeg da umuligt være den eneste, der synes, at “Den glider lydløst og lækkert i” lyder som noget halv-pornografisk, når det kækt kommer i en reklame i radioen.

Eller denne variant, som kommer fra en Bolius artikel, hvor en genstand beskrives på følgende farverige måde “[Den] hamrer ikke i, men glider stille og lydløst i”.

Aj, men hvad gir’ du mig?! Tænker du måske på køkkenskuffer, når du læser ovenstående sætning?

For ja, det handler da – naturligvis, vil reklamefolkene nok sige – om kvalitetskøkkener med herlige køkkenskuffer, der ikke hamrer i, men glider lydløst og lækkert i.

Helt ærligt, jeg klager ikke, for denne type sætninger har en herlig underholdningsværdi for mig, men hvornår er køkken-reklamer blevet så lumre?

Og hvis man slet ikke overvejer, at denne sætning måske kunne misforstås, så er der da ikke meget fantasi tilbage i reklameverdenen. Eller måske er det helt omvendt, og reklamen er i virkeligheden blevet tunet til at være ekstraordinært lummer, så den fanger lige præcis min opmærksomhed.

Hmm, og dog, det tror jeg gerne om markedsføring-branchen, men det har næppe været Bolius’ formål med deres omfattende og meget seriøse artikel om kvalitetskøkkenets fortræffeligheder.

Oh well, slip and slide… IKEA har altså også lydløse skuffer (og har haft det i mindst 10 år), så det er slet ikke så fancy, som de bilder sig selv ind.